Gå til hoved indhold

Køn og kunst på Ordrupgaard

Helt ekstraodinært på GentofteNatten holder Ordrupgaard aftenåbent med fri entré og inviterer i samarbejde med Skaberskolen i Musikbunkeren og Vangede Bibliotek indenfor til en inspirerende aften.

Beskrivelse


Helt ekstraodinært på GentofteNatten holder Ordrupgaard aftenåbent med fri entré og inviterer i samarbejde med Skaberskolen i Musikbunkeren og Vangede Bibliotek indenfor til en inspirerende aften, der byder på oplevelser på tværs af kunstarter, og bringer museets enestående rammer i spil på nye måder.

Med udgangspunkt i forårets store særudstilling Impressionismen og dens oversete kvinder kan I opleve et tværkunstnerisk program med musik og litteraturoplæsninger, der giver malerierne nyt liv.
Aftenens program reflekterer tematikkerne omkring repræsentation, ligestilling og det at blive set - og set på.


Ordrupgaard x Skaberskolen
Fire unge, talentfulde komponister, som alle er uddannet i at navigere i kreative processer på Skaberskolen i Musikbunkeren; Asta Gaustad, Sophia Castro, Bertil Nordstrøm og Frederik Skovdam Sørensen, har komponeret musik til kunstværker på Ordrupgaard. Oplev dem live denne aften.


Ordrupgaard x Vangede Bibliotek
Kulturformidler Maj Kalfod vil læse op af skønlitterære tekster fra både fortid og nutid, der kredser om blikket på og vilkårene for kvinden - ikke mindst som kunstner - og bringe dem i spil med værkerne i udstillingen.


Børn og unge fra Teater Globen gæster museets park og kaster lys over GentofteNatten.

Det kræver ingen tilmelding